Børn er afhængigt af gensidig anerkendelse for at opbygge selvtillid, selvværd og selvrespekt. 

Anerkendende pædagogik handler om ikke at rose barnet for alt, men i stedet om at skærpe opmærksomheden på at vise anerkendelse og give udtryk for sin værdsættelse.

Den anerkendende tilgang adskiller sig fra metoden til regulering af børns adfærd. Anerkendelsen er karakteriseret ved ikke at have til formål at tilpasse og forandre. Det handler derimod om at se individet og være tilstede som et andet individ, der fungerer som et levende identificerings- og sammenligningsgrundlag for, at begge parter hele tiden opdager mere om sig selv og egne grænser.

Anerkendelse bekræfter og støtter barnets selvfølelse, hvilket kan bidrage til en stærkere fornemmelse af sig selv - Og når barnet mødes på egne præmisser får det et større mod og overskud til at udvikle sig og møde sine omgivelser med samme omsorg.

Begrebet har været drøftet i den pædagogiske diskurs i mere end 10 år, og Axel Honneth er en af dem, som må siges at have bidraget positivt til den og kampen om anerkendelse - der er hovedværket i den sammenhæng - bliver lidt komisk også en overskrift for den pædagogiske diskurs, hvor der kæmpes om retten til at italesætte den gode pædagogiske praksis. Ikke desto mindre kan vi kort fortælle, hvorledes vi arbejder med tilgangen i vores pædagogiske praksis. - Vi lytter nysgerrigt, empatisk  og interesseret, samt rummer den anden/barnets individualitet, uden at vurdere eller bedømme. I lytningen ligger mulighederne for bekræftelse, når vi afstemmer og spejler barnets oplevelser. Vi stiller spørgsmål, som får barnet til at fortælle og uddybe. Vi har en øget opmærksomhed på det vi ser giver barnet glæde, energi og lyst til at bidrage til fællesskabet. Vi har fokus på ressourcerne og går på opdagelse i det som lykkedes og udveksler erfaringer og oplevelser. På trods af uge- og månedsplaner med div. temaer, tager vi hele tiden udgangspunkt i, hvor børnene er og hvad de er optaget af.